Legenden, John Struve
Et af sidste sommers højdepunkter var lanceringsdagen for Sort Kaffe og Hvide Sokker – ikke mindst fordi det var et gensyn med vores alle sammens træner fra juniordagene, John Struve. John er en legende. Berømt og berygtet for sin kompromisløshed og hårdhed. At være på hans landshold var som at være i fremmedlegionen. Men resultaterne gav ham ret, og jeg har altid godt kunne lide ham, selvom jeg også momentvis har hadet ham.
Struve er måske den som gennem tiderne har gjort mest for dansk cykling, og den hvis herte har banket mest varmt og mest oprigtigt for de unge ryttere. Han betalte ofte af egen lomme når DCU ikke havde midler til de ting han ville. Og han er uden sammenligning den der har udviklet flest toprytterre. Det startede med os i 1974, og så fulgte hele æraen med John Carlsen, Rolf Sørensen, Søren Lilholt, Kim Eriksen Jesper Skibby, Brian Holm, Bo Hamburger, Per Pedersen, Bjarne Riis, Jesper Worre, Jørgen V, Sten Michael og adskillige andre. Struve har aldrig fået den anerkendelse og respekt han fortjener – måske på grund af hans eget kontroversielle væsen, måske fordi sked på bureaukratiet, og først og sidst var rytternes mand.
Han var kendt for sin Opel GT og for sin hund, der altid var med ham. En terrier der hed….Lille Hund. Han kom tit hos mine forældre om søndagen, på vej hjem fra væddeløb. Så kunne han sidde og snakke om ryttere og om trakasserier med DCU fra middag og indtil henad midnat. Min far var glad for ham, men ikke for hans sene afgangstider, da min far var morgenmand, og derfor helst gik til køjs kl. 21. Et kendetegn ved Struve var at han der midt på eftermiddagen sad i stolen som andre mennesker, men som timerne gik gled han længere og længere ned, og fra ved 20-tiden og frem kunne man kun se øjne og næsetop over bordkanten.
Også træningslejerne på vandrehjemmet i Ebeltoft var legendariske for deres hårdhed. Der blev pløjet op og ned ad Mols Bakker i et antal timer og i en fart, som fik konkurrence til at minde om curling. Hold kæft, de var hårde de træningslejre. Når man så havde kørt sig så meget i smadder at man ikke vidste hvad man selv hed, fik man lov at køre hjem og få frokost og hvile sig en time. Og så var der holdløbstræning. Det var altid i påsken. Skærtorsdag og Langfredag mindede en del om hvad man havde læst i biblen.
