Harms og Frankieboy
Gert Frank er styrtet i Forum, og sekunderes af sin tro væbner, Jørgen Harms samt banelægen Helge Fals.
Ud af de mange utrolige personligheder jeg har mødt i mine 47 år i cykling er Jørgen Harms den mest utrolige. At berette om alle hans meritter vil fylde en bog, og jeg håber, at få lejlighed til, i et andet format, at viderebringe nogle af dem.
Gert havde arvet Harms af Ritter. Harms var en betingelsesløs tjener for Ritter, eller ”Guruen” som Harms altid kaldte ham. Gert hed så Frankieboy, og de to andre danskere, der formastede sig til at bejle til Frankieboys trone, Kim G. og HH Ørsted, kaldtes aldrig andet en ”Vor ven Kem (med e-lyd)”, og ”Mister Ørstej”. Både ”vor ven” og ”Mister” skulle forstås på den rette måde, og Harms havde knive i ærmerne. Han tålte ikke, at hans chef blev antastet. Fordi Jørgen Marcussen og jeg havde vores primære virke og vores forhåbninger på landevejen, fik vi lov at blive tiltalt ved vores navne. Slet og ret, Marcussen og Bausager. Aldrig fornavne.
Det var godt set af Ritter, da han sørgede for at Gert blev professionel med hans egen sponsor AKAI som finansiel støtte. Den altid snu Ritter var godt klar over, at det ville give bonus med et rent dansk par nr. 7, og så kunne han også høste ære af at optræde som læremesteren, samtidig med at få en makker der kørte stærkt. Et nummer han jo også havde optrådt med – godt nok mest i dansk fortolkning – på Filotexholdet med Francesco Moser som protegé. Som Moser, kørte også Gert ikke så lidt stærkere end Ritter – i hvert fald på en vinterbane, og på et tispunkt hvor den ubestrideligt store Ritter var i sit abolutte efterår. Harms logik – som lå meget meget tæt op ad den logik som praktiseres i visse sicilianske grupperinger – tilsagde, at Rittes væbner gik med den mand som guruen personligt havde udpeget som sin efterfølger, hvilket betød som Danmarks cykelstjerne nr. 1.
Harms var altid – som i altid – iført AKAI trøje. Og på 6-dagesaftenerne rundt om i Europa, var han konstant bevæbnet med en blå Tuborg Sport drikkedunk, hvori der ingenlunde var sportsdrik, men derimod ildvand. En drik der tillige med piller af forskellig art holdt ham oppe i en konstant psykedelisk tilstand, som gjorde ham stand til at skabe de mest absurde situationer der nogensinde er set i cykelsporten. Det gjorde ikke det hele bedre, at han i sin animerede tilstand altid var bevæbnet med en skarpladt pistol, som han omtalte som “gonggongen”.
Anekdoterne om Harms er utallige og utrolige. Her vil jeg nøjes med en enkelt. Den hidrører fra den tid hvor Frankieboy, efter at være stoppet, drev Gert Frank Cykler på Kongevejen. En dag jeg kørte forbi, tænkte jeg , at jeg ville køre ind og se om Gert gav en kop mokka, men det var kun Harms der var der. Han passede butikken. Han stod bag disken og var i færd med at inhalere en leverpostejsmad med rødbede. Da der var det, at der ind i butikken kom en mand, som jeg skønnede at være af mellemøstlig herkomst. Harms, som konsekvent indledte alle sætninger med et ”nåh-men-altså”, sagde så: ” Nåh-men-altså, er der noget jeg kan hjælpe med”?
”Jeg skal lige kigge” svarede kunden.
Harms og jeg talte videre en halv snes minutter, mens Harms fulgte ham med øjnene. Og så gik han ellers – nu med leverpostejsmad nr. to i hånden – ned til den sin kunde, og sagde: ”Nåh-men-altså , var der så noget jeg kunne hjælpe med”?
”Jeg kigger”, svarede den anden.
” Nåh-men-altså, synes du ikke at du har kigget længe nok nu”, ville Harms vide.
”Jeg vil gerne kigge mere”
” Nåh-men-altså, skal du købe eller hvad? Du kan jo heller ikke bare sætte dig ind bag i en taxa, og så blive siddende inde på bagsædet, for så spørger chaufføren jo om du skal køre eller hvad, og så starter han taxameteret”.
Så daffede den potentielle cykelkøber af.
Harms blev med tiden mere og mere syg, men var så længe han var nogenlunde rask vedblev han at være Frankieboys væbner. En rolle han var stolt af at bestride.
