Hans Hans Ørsted
Den første der fik lov at smage hans punch var drengekongen Kim G. Svendsen. Hans-Henrik Ørsted havde været oppe i Kim’s fars cykelbutik i Jernbanegade for at se på en racer, fordi han skulle til at køre cykelløb, og Kim havde, hjælpsom som han var, hjulpet med indmeldelse i Roskilde Cykel Ring, og havde så tilbudt at følge Ørsted hjem til Svogerslev.
Kim havde lige fået en drøm af en kobberfarvet Harthiner, og han var særdeles sejrsvant, så der var ingen grund til ikke at være flink overfor den nye dreng, som stod dér med sin Raleigh turistcykel. Chokket over den fart Ørsted kunne ekspedere Raleigh’en ud ad cykelstien med var så stort, at Kim ringede til mig om aftenen, og fortalte at der var kommet en ny dreng i klubben som besad skræmmende kræfter, og at vi måtte lægge en plan for ikke at miste klubherredømmet. Vi var da endnu fortrøstningsfulde, for vi havde også Michael Marcussen om bord, og vi havde alle tre bevist at vi kunne træde.
Ørsted var da 14 år, og turen på cykelstien fra Roskilde til Svogerslev indledte en verdensorden der kom til at vare et par årtier, og den hed Ørsted mod resten. Der var noget kantet ved ham, og et krav på andres underkastelse, der gjorde, at de fleste havde ønsket om at se ham trynet. Meget få havde en atletisk kapacitet der kunne begrunde noget som helst håb om selv at kunne gøre det, men så stillede de sig til rådighed for forskellige kombinationer og komplotter, der alle havde til formål at få Ørsted til at tabe.
Han var gal med Eddy Merckx og Luis Ocana. Han købte Miroir du Cyclisme i kiosken nede ved Stændertorvet, og så kørte han hjem og klippede de bedste billeder ud og limede dem ind i en scrapbog. Ekstraordinært lirens billeder blev klippet, sat i ramme og opsat på væggen. Alt var sirligt og metodisk og han førte bøger og tabeller over træning og planer allerede dengang.
De første 2-3 år vandt han det meste af det, han stillede op i. Dengang kørte drengeklasserne næsten kun enkeltstart, og der kunne han ikke besejres. Til trods for at vi andre altid havde en modstand over for ham, så trænede vi sammen. Ørsted, Mic-Mac, Kim G. og jeg. Der blev spurtet til alle byskilte og bakketoppe. Og det var altid tre mod én. Han var sindssygt irriterende for alle andre at køre med, for når man sad og førte med ham, så var det altid kun et spørgsmål for ham, hvor hurtigt han kunne køre én ned bagved. Sådan noget er der jo ingen cykelrytter der kan holde ud.
Uanset modstanden så jeg ham meget, og da jeg var 17 år, og var droppet ud af den blikkenslagerlæreplads som Jørgen Green havde skaffet mig hos Erik Hansen (hvor også Mic-Mac var i lære), så fik Ørsted mig ind på Rosti hvor han selv arbejdede lageret. Så trænede vi sammen efter arbejde. Altså indtil jeg røg ud et par år efter. Jeg var lige blevet A-rytter, og havde bedt om fri til Århus Festuge-løbet, men havde fået nej. Så meldte jeg mig syg og tog til Århus (der dengang var med bolle-å). Desværre så lagerchefen, Egon, DR’s sportsnyheder søndag aften. Dermed så han også mig stå med en buket blomster på podiet på Åboulevarden. Og så var det ud af vagten.
Ørsted begyndte at køre på bane, og det stod hurtigt klart at han havde særlige evner i forfølgelsesløb. Det første danske mesterskab høstede han i 1977 – samme år som jeg blev professionel i Italien. Og det var i den periode han begyndte at opbygge sit siden berømte metodiske system, hvor alt var lagt i skema, og han tilknyttede hjælpere af forskellig art – noget der indtil da var helt ukendt på vore breddegrader. Han havde et monstrøst træningsregime – både i volumen og i intensitet. Og han kunne holde til det.
Han ansatte Gunner Sølvbech som personlig hjælper, som kunne køre pace for ham og ordne al verdens ting som sekretærarbejde, lave sponsoraftaler, skaffe helium til ringene, og jeg ved ikke hvad. Han begyndte at arbejde sammen med Finn Mikkelsen fra August Krogh instituttet, og fik en videnskabelig tilgang til træning. Stille og roligt udviklede han sig til fænomenet Ørsted – dén Ørsted der satte verdensrekorder på stribe, og som tog en række VM/OL medaljer.
Modstanden var der stadig. For ham var der aldrig noget der kom nemt. Ud over vindmodstand og pedalmodstand skulle han altid overvinde at alle konkurrenter helst så ham tabe. På vinterbanerne var det udtalt. Alle var irriterede på ham. Han forstod ikke spillereglerne. Fx ydmygede han gerne en modstander, og gav aldrig en gave i et løb, hvor småt det end var. Sådan noget gør livet svært for én selv.
At være makker med ham i et 6-dagesløb var slet ikke nogen fornøjelse. Alle omgange var vanskelige at tage. For det første var dem som regel ingen der kørte med fordi de ville have at han skulle bruge kræfter på at tage dem alene, og for det andet så skruede de andre altid farten op i feltet når han var afsted. Og han dannede jo et dansk storpar sammen med Gert Frank. Ikke noget godt ægteskab. Gert var en af verdens tre bedste vinterbaneryttere i de år, og bestemt ikke begejstret for Ørsted, som han så som en trussel. Han var i et evigt dilemma. Han ville gerne vinde, men helst ikke sammen med Ørsted. Og Ørsted masede bare på med massiv tons. Det var den metode han løste alle problemer med.
Gert havde arvet Ole Ritters væbner, Jørgen Harms. Og Harms hadede Ørsted af hjertets grund. Alene af den årsag at Ørsted antastede Gerts kongedømme. Harms kaldte notorisk Ørsted for mister Ørsted eller Hans-Henning. Hans rettelige fornavn Hans-Henrik har jeg aldrig hørt andre end hans mor Nete kalde ham. Alle der kørte på vinterbanen i Forum i 80’erne kender til Jørgen Harms’ utallige attentatforsøg på Ørsted. Jeg vil ved en anden lejlighed gå mere i detaljer desangående. Men der foregik grænseoverskridende ting dér.
Da jeg selv var stoppet, var jeg en tid tilknyttet Team Ørsted. Det var i perioden hvor han satte timerekord og vandt VM. Jeg havde titel af personlig rådgiver, og jeg tror han havde behov for at have en han kendte rigtigt omkring sig, midt i hele det cirkus han havde fået opbygget med Columbus, Cinelli og Diadora – alt sammen orkestreret af den mageløse Ole Frederiksen.
I en mere fremskreden alder har jeg tit tænkt at vi måske bedømte mister Ørsted lidt hårdt. Han var godt nok irriterende i den måde han altid skulle tryne alle på, men ellers besad han jo mange dyder. Han var pligtopfyldende, præcis og ordholdende. Og når nogen hjalp ham, så honorerede han det altid gavmildt – enten i klingende mønt eller på anden vis.
Ørsted er nu som dengang en enspænder der holder sig for sig selv. Jeg bor 3-4 km fra ham, men ser ham aldrig, til trods for at jeg ved at han cykler en del.
