Skiltet er fra 1977.
Dengang Grand Prix des Nations kørtes i Cannes, og var meget prestigefuldt. Jørgen ”Macs” havde forberedt sig godt til løbet efter en sæson med sygdom og skuffelser. Hans trofaste ven Pierluigi ”Bimbo” Poli der ejer Cicli Poli på Piazza S. Maria i Lucca, havde nurset som hans lette ALAN cykel, og monteret den med specialhjul til mødet mellem verdens bedste temporyttere.
Alt var fryd, gammen og optimisme da de to venner begav sig afsted fra Lucca, på den tur der skulle vise sig at blive skæbnesvanger. Det naturlige ville have været at gøre turen fra Lucca, op langs den liguriske kyst og til Cannes i S.C. Luccheses sikre og gennemprøvede ammiraglia, som havde professionelt producerede og monterede stativer til cykler og hjul fast monteret å taget og bagklappen. Men af årsager, som Macs i dag ikke kan (eller vil) redegøre for, valgte de i stedet at køre i hans egen Alfa Romeo Millesettecinquanta, som var sølvfarvet og havde rat og gearknop i ahorntræ. For egen regning antager jeg, at Macs vel har tænkt at han i den ville gøre en smukkere entre blandt skuespillerinderne og andre kvindelige celebreties, når han rullede ind ad La Croisette.
Til italiensfærden havde han allerede hjemmefra lånt en tagbagagebærer af Gammel-Macs, den brave vognmand fra Gadevang. Og med tanke på de begivenheder der senere skulle indtræffe, slutter jeg af egen drift, at det nok har været Macs, og ikke den håndværksmæssigt stærkere funderede Bimbo, der har monteret bagagebæreren, hvorpå anbragtes Macs’, ligeledes sølvfarvede, og nu toptunede, tempomaskine.
Vel til mode over at være så velforberedte nåede de ud til Viareggio, og drejede nordpå. Da de få minutter senere nåede Massa indtraf uheldet – eller vel snarere ulykken. Gammel-Macsens tagbagagebærer mistede sit tag i Alfaens tagrende, og Macs kunne i bakspejlet iagttage hvordan cykel og bagagebærer stadig var forenende da de ramte asfalten agten for Millesettecinquantaen – og tillige i et sekunds tid derefter. Fra sin position i førersædet kunne Macs til gengæld, ved hjælp af spejlet, konstatere hvordan begge dele forvandledes til atomer på et splitsekund, da en lastvognstog , der lå i Alfaens slipstrøm, straks efter mejede hen over dem.
Da den værste forskrækkelse havde lagt sig, holdt rytter og mekaniker en kort rådslagning i vejkanten, og enedes om at køre tilbage til cykelbutikken for at finde en cykel der kunne køres på i Cannes. ”Si trova qualcosa (man findet noget), gentog Bimbo igen og igen på vejen tilbage for at berolige sin danske cavallo. Og man fandt noget. Bimbos fars favoritmærke var Galmozzi, som han hævdede ”drak vejen”. Sådan en ramme var på lager i Macs størrelse, så den blev bygget op, og til Cannes kom de, og Macs blev endda nr. 3., trods handicappet med en fremmed cykel
Året efter var jeg med som selskab for Macs. Vi trænede på den benhårde rute, og jeg var glad for at jeg ikke skulle køre 90 km enkeltstart på den, men bare bo på Hotel Carlton, træne lidt med og give mellemtider. Jeg skulle stå oppe på toppen af stigningen bag Juan les Pins. En led stigning der kom i etager. Og bagende hede var der. Så stod jeg der med stopur, og tog tid på Kuiper, Zoetemelk, Gisiger, Knudsen og de andre tempokonger.
Så kom Moser, som den næstsidste, og det gik tjept. Troede jeg, indtil jeg lidt efter så Grævlingen nede i bunden af ”etagerne”. Han kom nærmest flyvende imod mig. En danseuse, i sin karaterisktiske rytmiske aktion. Et kæmpegear blev flytter med overlegen og skræmmende effektivitet, og som eneste mand i feltet passerede han mig ikke med et defensivt.lidende ansigt. I steder et flammende blik, og så kæben. Denne fremskudte kæbe, og den blottede række af undertænder. En mand fra en anden planet, der ikke anderkendte bjergenes og enkeltstartens lidelser, men kun til sin en krigslyst og indebrændthed.
Husker at Grævlingen vandt – 56 sekunder foran Moser. Macs blev nr. 9.
