Mister Ørsted
Men altsååå – Mister Ørstej! Sådan indledte Jørgen Harms alle sætninger som handlede om Hans Henrik Ørsted, hvem han betragtede som en dødsfjende, idet han jo antastede hans chefs (Gert Franks) tronstol som landets største vinterbanestjerne. Vi andre, der kørte på vinternanen dengang, adopterede navnet, og bruger det stadig når en af de utallige anekdoter om menneskemaskinen skal vendes. Men det var altsammen mange år efter begyndelsen i Roskilde
Hans Henrik Ørstede, aka Hans-Henning, aka H2O, som han så ud da han gjorde sin skelsættende og foruroligende entre i Roskilde Cykel Ring.
Så heftig var hans melden sig i kampen på landevejen, at Kim G. Svendsen, som var drengekonge, og kunne varme ørerne på os alle, den aften Ørsted havde meldt sig ind i klubben, fandt det nødvendigt at ringe centralen op, og forlange Lindenborg 52. I den anden ende overbragte Christian Thomsen, aka Diskoteksbestyreren, mig røret, og Kim kunne berette hvordan han havde tilbudt den nye mand, til cykels, at akkompagnere ham tilbage til Svogerslev, hvor han så passende kunne give ham en velkomstjustering. Så meget mere taknemmelig forekom opgaven, som at Svendsen altid havde det skarpeste udstyr, og på denne dag var det en kobberfarvet Harthiner i cromovelato-lakering, han lod lyne i strålerne fra den nedgående sol. Ørsted var på en almindelig turistcykel med Torpedo 3-gear.
Turen kom til at foregå meget anderledes end Svendsen havde planlagt, for selv på turistlåge og uden cykeltræning var Ørsted et veritabelt uhyre at krydse klinge med i forhjulslir. Og oplevelsen førte til at jeg blev ringet op, og der blev slået storalarm. Herefter måtte vi ringe efter MicMac nede i Rørmosen, og knækpølser og belgierfritter med tonsvis af remoulade og Cocio blev hentet hos Hans Grill i Støden, og bragt med hjem til Svendsen, hvor der blev holdt krisemøde om hvordan vi skulle håndtere den nye, og tilsyneladende store, trussel.
Som det altid går, når nogen er virkelig god til noget, så må omverdenen rette ind, og vi måtte hurtigt se i øjnene, at Ørsted ikke kunne holdes nede, og så var det jo fornuftigere, at se ham som en allieret. Men sådan 100% ombord i det fælleskab kom han vel aldrig helt. Dertil var han for meget enspænder, og som en anden Kannibal ville han ikke dele gevinster. Men han skal have den kredit, at han altid var reel, ærlig og ordholdende, og personligt kom jeg fint ud af det med ham. Han gad bare ikke aftale noget, medmindre det var ham der skulle vinde. Og det var heller ikke fordi han havde der store behov for at lave aftaler. Det var mere os andre.
